Tangojazz

Orkesteret

Tangojazz orkester

TangoJazz er – udover et møde mellem to genrer – resultatet af et frugtbart samarbejde mellem den argentinske saxofonist Florián Navarro og jazztrioen Kwella, Friis & Bisgaard. TangoJazz har i februar 2014 udgivet cd’en MILONGA TRISTE.

Musikken på MILONGA TRISTE byder på elegante nytolkninger af traditionel og moderne tango – især kompositioner af mesteren Astor Piazzolla – men også originale numre af guitaristen Jens Christian Kwella med en nordisk tone og et tvist af humor. TangoJazz musik er et blend af jazzens fri leg og tangoens inderlighed og passion. Vores musik henvender både til et danse- og lyttepublikum.

Her er et udpluk af de anmeldelser vi har fået:

Om ‘Milonga triste’

Niels Overgaard på JAZZNYT:

“Flere gange undervejs på pladen giver Jens Christian Kwella los på guitaren og slipper vilddyret løs, som på Deus Xango og den afsluttende Libertango, hvor han smider en fuldfed spade ind i foretagendet. Dét er lige præcis derfor Tangojazz er noget specielt. De gør det på deres egen måde med respekt for traditioner og håndværk. Navarros tørre og nærværende tone er et godt match til Tangojazz.”

http://jazznyt.blogspot.dk/2014/03/tangojazz-milonga-triste-gateway.html

Bent Stenbakken, Nordjyske Stiftistidende 21/02 2014:

“Elegant nuanceret og delikat velklingende guitarspil. Kwella hører til dem, der kan sin jazzguitar. Han bliver fulgt fint til dørs af den argentinske saxofonist Florian Navarro, og bagved gør Peter Friis, kontrabas, og Ulrik Bisgaard, trommer, det lige så kompetent. Du kan ikke sætte en finger noget som helst sted”.

Koncerter

Jazzselskabet i Aarhus:

“Så var det tid til TANGOJAZZ. Og det var fint, roligt og meget velafbalanceret. Florián Navarro på clarinet, sopran- og altsax var ren vellyd. Jens Christian Kwella på guitar, Peter Friis på bas og Ulrik Bisgaard på trommer, alle med enkelte soli, dannede en fin helhed. Vi hørte tango og Piazzolla og sandelig også en spændende vals af Kwella der bevægede sig smukt ud og ind mellem dur og mol.”

Aarhus Jazzselskabs Medlemsblad august 2013

Thomas Simonsen, Jazzfest.dk:

At nyde Kwellas udfoldelser på guitaren var faktisk som at se en 1-times udførlig gennemgang af samtlige aspekter i guitar-jazzmusikerens værktøjskasse og ikke en finger blev sat forkert. Meget overbevisende, og samtidig udført diskret og med en gentlemans respekt for de andre musikere på scenen.

I den modsatte ende af scenen sørgede Bisgaard og Friis ikke bare for et stabilt fundament, de tog også deres del af de mange flotte soloer. Især swingede deres latin/salsa-akkompagnement til “Softly as in a morning sunrise” ganske fantastisk. Den slags lækkerier fik fødderne til at vippe, og gjorde stemningen i salen endnu bedre. Fine delikate nuancer i et flot sammenspillet band, med stor respekt for at skabe plads til hinanden

Jazzfest.dk

Om orkesterets medlemmer

Peter Friis har bevæget sig legende frit imellem jazz, fusion, rock, blues og pop i tre årtier. Peters inspiration er de store kontrabas-stilskabere Charlie Haden og Marc Johnson.

Ulrik Bisgaard har befundet sig i jazzens verden siden begyndelsen af 90’erne. Inspirationen kommer fra trommeikoner som Peter Erskine, Joey Baron og Paul Motian. Ulrik kan også høres spille dansk jazz i Jesper Dupont Kvartet.

Jens Christian Kwella  har dyrket guitaren i stort set alle genrer. De seneste år er det – ud over tango – især moderne fortolkninger af guitarjazzens fader Django Reinhard der har haft Kwellas interesse. Inspirationen kommer fra navne som Pat Metheny og Jesse Van Ruller. Kwella har indspillet en række cd’er i eget navn – senest Embrace.

Florián Navarro  er oprindeligt klassisk klarinettist. Sideløbende med den klassiske musik har Florián dyrket altsaxofonen. Inspirationen kommer fra Lee Konitz, Paul Desmond og Eddie Daniels. Florián har – ud over tangojazz – spillet big band-jazz med Aarhus Jazz Orchestra og moderne klassisk  musik med Jutlandia Saxofonkvartet

 

©2017 TangoJazz